|
SPOR-festivalen torsdag d. 4. maj – søndag
d. 7.maj 2006
Med valget af Edward Jessen til kurator har SPOR-festivalen fået
en kurator med sans for det egentlige i musik: lyden og det der gør
lyden til musik. Det, der gør lyden til musik er, med John Cage’s
ord, når vi hører den som lyd og ikke som signal (et pip
kan være et signal om en fugl, et dyt signal om en bil, en sagte
hvislen i højt græs og i baggrunden en sagte rytmisk skratten
kan være signal om en græshoppe i en grøftekant). En
tone er en særlig lyd, da den ikke signalerer andet end musik....
Men musikken har igennem historien ad bagvejen fået så meget
signalværdi, at det ved slutningen af 1800tallet var muligt at ”fortælle
historier” i musik: her beder den elskede om forladelse, her rases
der, her kommer en flok vilde heste osv.. Det, der interesserer Edward
Jessen, og som SPOR-festivalen 2006 sætter fokus på, er, når
lyden eller tonerne fortæller deres egen historie. Her går
de opad, her nedad, her spredes de, her forsøger de at finde sammen,
men gør det ikke helt, her flyder de, her eksploderer de vildt
o.s.v.. Der findes mange komponister, for hvem dette er det vigtigste
overhovedet: at kunne gå på opdagelsesrejse i lyde, toner,
rytmer, bevægelser, og dem sætter SPOR-festivalen spot på
i 2006.
Når musik høres på lydens egne præmisser sker
der ofte det parakoksale, at den først da kommer til at være
vedkommende for lytteren – befriet for signaler er den i stand til
at være noget, der opleves for første gang. Den kan opleves
som metafor for livsprocesser, lytteren ikke har været opmærksom
på før.
Amerikanske Alvin Lucier og engelske Roger Marsh er to eksponenter for
hvert sit fokus på musikkens indre spor. De vil være ”featured
composers” på SPOR-festivalen 2006. Læs mere om dem
på websitet.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen er en af de danske komponister, der har arbejdet
uhyre meget med struktur i musik. Hans musik er på det strukturelle
plan en verden i sig selv at dykke ned i. Men i dette univers af stramhed
dukker der signaler op, både fra den gamle musik og fra virkelighedens
verden. Det er en musik, der ofte leger med modsætningen mellem
signaler og stramme, næsten fængslede strukturer. Koncerten
med Ars Nova og Paul Hillier vil være et mini-portræt af Pelle
Gudmundsen-Holmgreen.
På festivalen optræder bl.a. Ensemble Black Hair med Roger
Marsh, Århus Sinfonietta med Søren K. Hansen, Ars Nova med
Paul Hillier, Concert Clemens med Carsten Seyer-Hansen, og vokalsolisterne
John Potter, Richard Wistreich, Kerry Andrew, Anna Molyneux, Sarah Dacey,
Anna Myatt og Joseph Marsh. Der vil være seminarer med Roger Marsh
og filmforevisninger hver aften i biografen Øst for Paradis og
lydinstallationer af Alvin Lucier
|