Niels Rønsholdt (1978) studerede komposition og musikteori ved Det Jyske Musikkonservatorium i perioden 1999-2003 og fortsatte 2003-2004 studierne i Berlin hos Helmut Oehring. Hans værker spilles stadig oftere rundt om i Norden. Senest fik han i efteråret uropført sin opera inside your mouth, sucking the sun i Århus og København. www.nielsroensholdt.dk

I 2003 vandt hans festival-koncept SPORs kuratorkonkurrence for festivalen 2005.

Artiklen er et portræt af Niels Rønsholdt som komponist.

Intimitetens dæmoni

Niels Rønsholdts kunstneriske projekt handler om intimiteten – først og fremmest intimiteten: Gennemtrængningen af intimitetens grænser og det umulige forsøg på ophæve intimitetens udtrykte antagonisme: afgrunden mellem menneske og verden.

Og at det er et projekt uden tøven afsløres allerede af værktitlerne: reach out and touch me – drink me, make me real – ich aber weiß, daß ich aus Sehnsucht bin inside your mouth, sucking the sun nude from behind fastened to my bed ... facader der på én gang signalerer sensualitet og frygtløshed. En frygtløshed som signaleres gennem nétop sensualiteten. En sensualitet man næppe genfinder andre steder i netop dénne ramme – kunstmusikkens. Her er den akademiske kølighed sprængt af viljen til udtryk. Her er lummerheden transcenderet gennem inderlighed og udtrykkets renhed. Men måske er dét disse titler vidner allermest om kompromisløsheden og koncentrationen om det væsentlige – at komponisten er villig til at gå langt nok for at komme ind til kernen, eller måske rettere: ud på den anden side af grænsen, og at han ved hvad det er, hans hele kreativitet må rette sig imod.

Alle titler er udtrykt i første eller anden person: me, ich, your, my ... kunstneren kaster herved sig selv fuldkomment ind i værket og taler derfra; direkte til det andet mennske – lytteren(?), betragteren(?). Han sidder ikke i dukkeførerens skygge og tryghed, men kaster sig med blottet bryst ud i tidens ellers så ironiserende manege, og undsiger med den fuldkomne alvors ophøjede arrogance humorens distancering af det absolutte ... Og giver netop dérfor talen så meget større kraft. Der er ingen nødudgange i dette projekt, ingen mulighed for tilbagetrækning hvis musikken ikke letter, eller hvis situationen bliver for privat. Man slipper for pansringens udtryksforfladigelse og lades aldrig tilbage med forfængelighedens tomme skin, som alt for ofte hæmmer det egentlige i kunstmusikken.

 

Man fristes til at kalde projektet ærligt. Men på sælsom vis giver det ikke rigtig mening at tale om ærlighed i denne sammenhæng – ikke fordi der er tale om det modsatte, men fordi projektet simpelthen bevæger sig uden for koordinatsættet u-/ærlighed. Det giver kun mening at tale om ærlighed, hvis man med bestemhed ved hvad sandheden og dens modsætning er. Taler man om ærlighed som manglen på spekulation og beregnethed, er Rønsholdts musik det selvfølgelig; men i dette projekt bevæger kunstneren sig på transcendensens overdrev, i det ægte eksperiment, hvor der netop ikke kan beregnes, men kun udstikkes en vektor – en vektor i form af kraft, vilje og indsigt. Og i sidste ende mod. Mod til at gennembryde.

***

Musikken hvisker lytteren tæt til sig med sin obstruerede sensualitet og indestængte længsel, i smertefyldte åndedrag og sagte hulken. Bringer sanserne til en hysterisk følsomhed ... men lader samtidig sjældent lytteren være på højde med sig. Måske fordi den aldrig ér det, den giver sig ud for at være. Man finder sig ramt fra vinkler man ikke kendte og at man fuldstændig umærkeligt har mistet overblikket. For dette er ikke en musik der bevæger, den forrykker!

Bevæget bliver man af den evolutionære musik, som gradvist og til en vis grad lineært forsøger at bringe lytteren i en stadig højere ekstase eller stadig dybere indlevelse. I denne musik – med dens stadige gentagen af små gestiske fragmenter og dens insisterende, fortsatte begynden – forrykkes lytteren umærkeligt i en næsten hypnotisk demontering af tid ...

De musikalske stemmer i form af instrumentalister eller sangere – begge dele menneskeliggjort gennem åndedrag og sukken (uden eller gennem instrument!) – formes som udeleligheder på linie med den traditionelle teaterrolle, og fungerer som psykologiske integriteter fuldstændig distancerende sig fra musikkens klassiske rolleforestillinger, hvor en stemme det ene øjeblik kan agere ekstrem anima, for i det næste at understøtte en ganske anden stemme (og stemning) med en subtil accentuering eller en brøkdel af en akkord. I denne musik symbolisérer en stemme ikke blot altid den samme menneskelige integritet – den ér den samme. I inside your mouth ... som handler om det dødsmærkede kærlighedsforhold mellem Napoleon og Josephine er trombonen uadskillelig fra kejseren og klarinetten fra ex-kejserinden. De følges ikke ad, spiller ikke sammen, men instrumenterne inkarnerer de to personer, og i fraværet – i operaen er de to elskende aldrig fysisk sammen, librettoen består udelukkende af brevkorresponcencen(!) – er de to instrumenter simpelthen den fraværende. Når Napoleon synger, er Josephine til stede i form af klarinetten, og Josephine 'svares' af Napoleons trombone.

Men det er ikke kun i operaens forudbestemte teaterkarakter at Stemmen (som den enkelte musikers 'rolle') menneskeliggøres ... og inderliggøres:

• i duoen drink me, make me real afmonteres percussionistens slagstyrke gradvist ved at lade ham slå på stadigt svagere resonerende ting, samtidig med at han stresses af sit spejlbillede – det preindspillede bånd. En spejling der kaster et særligt lys over de forkrampende repetitioner: mikroskopiske forskydninger menneske og maskine imellem udstilles – forstørres. Mens saxofonisten må kæmpe en stadig tungere kamp for at trække vejret – gennem instrumentet(!). Et instrument der nærmest bliver vendt imod ham, og i dette stykke kommer til at virke som et af menneskeliggørelsens instrumenter par exellence, netop pga. åndedrætsidiomatikken: Uden luft kvæles man; det er blæseren(!) tæt på.

Vi overværer en sand nedsmeltning af to musikere, som kæmper ultra-intenst mod det der ligner en forudbestemt skæbne ...

• i forstudiet til operaen ich aber weiß, daß ich aus Sehnsucht bin reciteres der konsekvent 'i munden på' klarinetten – hvilket i sig selv synes at indebære en vis klaustrofobi – men den reciterende stemme filtreres ydermere ved at have (få holdt?) et klæde for munden. En signalværdi som ikke banaliseres til symbol, men derimod griber lytteren instinktivt, som menneske til menneske i nød, smerte, lidelse ...

• i reach out and touch me for barokensemble forekommer den syngende gambist underligt skrøbelig overfor sit eget instrument. Måske fordi det virker som om vi pludselig hører selve sjælen bag instrumentet, at vores øre med ét transcenderer spillet, og fragiliteten står smerteligt klar ...

• og ikke mindst tilbage i operaen inside your mouth ..., hvor sangernes fysiske adskillelse bliver et hovedtema. Selve åbningsscenen med kun Josephine på scenen viser Napoleon i intimiseret close-up via video ... en ekstrem skøbelighed og klaustrofobi man ser den ængstlige lille person som er fanget inde i den store, ydre ...

... alle peger disse Stemmer på Afstanden og dens tragedie. Som adskilt af fuldstændig gennemsigtigt men ligeså uigennemtrængeligt glas, presser karaktererne sig lidenskabeligt mod hinanden, kun for at opdage den ubrydelige afstand: at ømheden fortættes som dug på glasset – at de kan se hinanden, høre hinanden og røre hinanden, men ikke nå hinanden ... og heri ligger intimitetens dæmoni. At netop dén udstiller tragedien; fremtvinger den smertelige erkendelse af afstand og menneskelig fordømmelse til evig isolation. Det er når vi hører nedsmeltningen (i drink me ...), klaustrofobien (i ich aber weiß ...) og længslen (i inside your mouth ...)  at vi erkender tingenes forpinte orden.

Det er når vi indser håbløsheden, fastlåstheden og flegmaen at menneskets indespærrede skæbne åbenbares. En håbløshed og smerte, som denne musik på én gang udstiller og fornægter! Fornægter afgrunden ved atter, atter, atter at kaste sig ud mod dybet i drømmen om sammentsmeltning.

***

Efter musikken har jeg altid en uudgrundelig trang til at gå ned på scenen og give disse musikere – sangere, roller, stemmer – et enormt lydløst favntag; et af den slags, hvor intet skal siges men alt forstås. Som den dybe sorgs trøst, eller den højeste jubels indforståelse. En flygtig samhørighed, som kun opstår gennem intensiteten, hvor sindet stemmes præcist – og med intimitetens styrke.

Jens Voigt Lund